Google Pixel sælges på nuværende tidspunkt ikke i nogen forhandlere i Danmark. De danske Pixel-interesserede Google-fans må derfor væbne sig med tålmodighed, hvis de ønsker at købe Pixel-telefonen nu og her.
Googles danske PR-medarbejdere har ikke nogen kommentarer til, hvornår Pixel bliver lanceret på det danske marked. De to danske nethandelssider – Cdons og Webhallens – har på deres hjemmesider annonceret, at de er klar til forudbestillingerne, men oplyser dog ikke noget om leveringstidspunkt.
Udenlandske forhandlere
Er man vild med ideen om at eje denne nye supertelefon nu og her, så er det muligt at købe Pixel-telefonen gennem virksomheder i USA, Storbritannien, Australien og Tyskland, der arbejder med internationale postløsninger, og som har et decideret udenlandsk lager med tilhørende adresse til rådighed.
Det fungerer sådan, at man som kunde bestiller sit produkt med leveringsadresse til dette lager. Herefter sørger virksomheden for, at produktet sendes videre til kundens privatadresse.
Pixel-telefonerne er tilgængelige i farverne sort og sølv i USA, Storbritannien, Australien og Tyskland. Den blå udgave, som Google har navndøbt Really Blue, er på nuværende tidspunkt forbeholdt USA.
Hvilket land skal jeg vælge?
Der findes rigtig mange virksomheder, der udbyder den her postløsningstjeneste, så det er med at have tungen lige i munden, når man surfer nettet for den rette udbyder. Men mest kendt er nok hjemmesiden ShopUSA.com, som, ligesom navnet antyder, videresender pakker fra USA til Danmark og resten af verdenen. Ulempen ved at bestille pakker fra USA, er dog, at man skal betale told og moms. Derfor kunne det med fordelagtighed være en god ide at kigge mod Storbritannien.
Fordelen ved at handle i Storbritannien er netop, at man ikke skal betale moms og told, så længe de er medlem af EU. Derudover er man, ligesom i Danmark, dækket ind under 2 års reklamationsret.
Sidst, men ikke mindst er fordelen ved at købe Pixel i Storbritannien, at de sælger den internationale udgave, som understøttes af de netværk, vi har i Danmark.